(Unge Hr. Lasse Fiend er med sin Vaabensmed redet ud i Verden for at jage Lykken og rider en Sommernat gennem Skoven. Der standser ham paa Stien en gammel Kvinde, som tigger sig en Plads foran hans Saddel og faar den. De rider tavse sammen. Den runkne Kærling sidder og stirrer evindelig paa ham. Af og til taler hun til ham. Men den sorgløse unge Herre ser hende bestandig over Hovedet, ud i Sommernatten, og svarer hende intet).


... Der drypper Dug i Skove,
og Uglen flakker over Bul,
de store Træer sove,
og sort staar Urt og Muld.

5Med mørke Skyggeringe
sig blommer Skovens stille Kær, -
en Nattesværmervinge
spændt dybt blandt dunkle Træ'r.

Og det er Midnatsstunden
10saa mørkt bag Løv, saa dugget svalt,
og viden over Lunden
staar Himlen sølvblegt hvalt.

Hr. Lasses Rustning klirrer
ved Vaabensvendens Sadelknap,
15og Græsset sagte dirrer,
hvor Hingstehoven slap.

Da strømmer der saa stille
et Vindpust viden gennem Skov,
som Sølv de Dugstænk spille
20paa Hingstens brede Hov,

de dunkle Kroner sukker
og skilles for den lune Vind,
og Edderkoppen vugger
og vaagner i sit Spind.

25Det er den tolvte Time,
Lyngormen gaber i sit Hi,
for Vinden lydløst kime
Blaaklokkerne langs Sti.

Da ler den Kvind og stryger
30sit Haar fra Kind som Mø i Dans
og bøjer sig og smyger
sit Blik saa dybt i hans.

'Ej, se mig da i à?je
med alt jert Mod, Hr. Lasse Fiend!
35lad se, om I kan døje
et Blik fra runken Kvind!

Stir til, min unge Herre!
Hel rapt I bliver bleg og rød!
I ved vel intet værre
40end Gant med Mø paa Skød!

Hvad heller har I fundet
hel hastig, hvad I længtes mod,
den Hind for Sadel bundet,
som hidsede jert Blod?

45I stirrer og I tier!
ak, I skal ikke alting tro!
mit à?je gemmer Stier,
der sig saa dunkelt sno.

Om nyssen I saa Flammer,
50som vejred vildt og blodrødt hen
og brændte hede Skrammer
i Nattens sorte Lænd,

I ser vel nu at glide
mod Strand saa nattesort en Sø
55og Lykken vildsomt ride
som Flygtning under à? -

ak! Lykke, som brak Halsen,
og Elskov, som i Aske sank,
og Duft, som under Valsen
60blev giftig Snogestank.

Stir til, du kvindefødte!
nu jamrer som Skønjomfru jeg,
endda jeg flere ødte,
end der bar Svig mod mig,

65og ler, for jeg trods Rynker
endnu paa Junker træffe kan,
hvis Blik saa gyldent synker
i mit som Sol i Vand!

Og har I Svig i Sinde
70hvad heller Tro, som aldrig dør,
I faar i Nat dog binde
jer Hingst blandt Mosens Rør.

Stir trøstig i mit à?je!
det saa saa mangt men aldrig Mand,
75som ikke maatte døje
en Nat hos Snog paa Strand,

den Nat, som brød hans Lykke
og al hans stolte Junkermagt,
til bort han krøb ved Krykke
80i ussel Stodderdragt.

Eja! - hvad er den Lykke
vel værd, I bytter for at se
den Skat fra Dybet dykke,
som volder al jer Ve?

85Og frygter I at sove
i Nat hos mig, min stolte Svend,
I naar en Nat de Skove,
hvor vi to ses igen!

Og frygter I mit Kammer,
90- det Kammers én Gang venter jer,
hvor I skal se med Jammer,
hvem I helt inderst er!'

Hr. Lasses Latter klinger
som Fuglesang mod Skovens Top:
95'Hav Tak, om af I springer
saa rapt, som I sprang op;

til Mø som jer at tage
i Favn er Natten alt for sval!
der er for kort tilbage
100fra nu til Hanegal!'

Da luer under Pande
den Kvindes Blik som Maanens Glans
i Flom ud over Vande,
hvor Bølger gaar i Dans.

105Hel tavs om Haand hun fatter
Hr. Lasse Fiend og knejser rank,
for Bryst sig Særken glatter
og svulmer silkeblank,

den Kind, som Maanen bløder,
110naar frem den gaar en dugget Kvæld,
Aakander gyldent gløder
i Haarets dunkle Væld.

Saa lind en Luftning skiller
hver Kvist i Skov, hver løvet Vaand,
115og tunge Dugdryp spiller
Hr. Lasse over Haand,

den Hejrefjer i Hatten
sig dukker for den lune Blæst,
- da sidder han i Natten
120alene paa sin Hest.

De svedgraa Hingstelænder
de skælver for hans Sporers Dans,
saa blødt endnu ham brænder
den Haand, hun slog om hans.

125Mod Manken smælder Tøjlen,
og Mulen fælder Skum for Fod, -
de dunkle à?jnes Gøglen
den vilder alt hans Blod,

og trindt for Hove falder
130saa mangen Blomst, der stod mod Sky,
saa langt i Skoven gjalder
hans Ridt til Morgengry.

(Hen paa Morgenen naar Hr. Lasse Fiend Kongens Gaard).

Der staar saa høj en Poppel ...
135Den Poppel staar
i Kongens Gaard
og rasler fra den grønne Vaar
til Efteraar med alle sine Blade,
og aander Vinden stille hen,
140 det klinger, som om Spillemænd
tog Gigerne i Hænde,
men blæser det saa haardt, det kan,
det suser som den salte Strand,
hvor Kongens Riger ende.

145Og sank en Stund
hver Vind i Blund,
saa tavs laa Strand, og tavs stod Lund,
dens Blademund
evindeligen hvisker;
150 det lyder dér, hvor Poplen staar,
som traved ind i Kongens Gaard
bestandig Mænd i Vaaben,
og Kongens Søster elsker den
og drømmer mangen Time hen
155 med Glug mod Gaarden aaben.

Knap sytten Aar,
med solgult Haar,
et Blik, hvis blanke Stirren naar
saa langt af Gaard,
160er Kongens unge Søster;
hver Morgenstund, naar Dag gaar frem,
hver Kvæld, naar Svalen flyver hjem,
til Poplens Sus hun lytter
og stirrer bag dens Bladehang,
165 om ej af Hest i Gaarden sprang
en ung og fager Rytter.

I Morgendug
staar Gaard og Glug,
fra Brønden klunker Draabekluk,
170og Blomsterfnug
i Morgenvinden sejler.
I Kammers Kongens Søster staar
og kæmmer tankefuldt sit Haar
med Kam som Fiskefinne;
175 da rasler det af Sværd ved Lænd,
- Hr. Lasse Fiend med Vaabensvend
i Kongens Gaard er inde.

Den Lærkelil
sit Morgenspil
180strør vidt, og Poplens Løv dertil
som Fakkelild
i Morgensolen knitrer,
og som af Hest den Junker staar,
en gylden Kam mod Stengulv slaar
185 i Kongens Søsters Kammer,
og dybt i Nakkens Flom af Haar
to hvide Hænder fast forgaar
som Sne i gyldne Flammer.

Først bleg som død,
190saa purpurrød,
med Jomfrubrystets Liljelød
i Rosen glød
med Særkens Lidse løftet
staar Kongens Søster skjult bag Glug
195 og skælver som en Draabe Dug,
som Morgenvinden vugger,
blødt skilles à?jets Vipper ad,
og Læben som et Frugtblomstblad
mod Læbe halvt kun lukker.

200Med Hundeglam
og Vaabenbram,
med à?delsten i Kronens Kam
og gylden Ham
gaar Kongen Gæst i Møde.
205 'Ej; ser man det! Hr. Lasse Fiend!
I kommer som den muntre Vind,
der frejdigt stormer Borgen!
Vel mødt til alskens festlig Id!!
I kommer vel for Tidkort hid
210 saa frydelig en Morgen !'

Hr. Lasse Fiend,
med Haar og Kind
bedækt af Støv og Skovens Spind,
saa frank af Sind
215den Konge muntert hilser.
'Jeg kommer, som I ser, med Sol,
og jeg har lét, fra Hanen gol,
og sunget over Enge,
og jeg har prist den lyse Dag
220 og er parat i muntert Lag
at prise den fuldt længe!'

Den Konges Hal
er fyldt med Gjald
af Sang og Prat og Vinens Fald
225i gylden Skal
og Latterklang om Borde;
Hr. Lasse Fiend er bænket bedst,
ham sidder Kongens Søster næst,
og Ord saa hedt forfløjne
230 staar om hans Mund som Morilds Skum,
men Kongens Søster sidder stum
med store, blanke à?jne.

Hr. Lasse ler,
Hr. Lasse be'r,
235Hr. Lasse sukker mer og mer,
bestandig ser
mod Vindve Kongens Søster
og sidder i sit hvide Lin
en nysudsprungen Lilje fin,
240 som strunk i Dagen knejser.
Da raaber Kongen fra sin Stol:
'Hr. Lasse! Pris os Dagens Sol!'
Og Lasse Fiend sig rejser.

Hel rank han staar,
245det dunkle Haar
mod Krappekravens Guldsøm slaar,
og langs ad Laar
den lette Kaarde slingrer.
- Da blegner sagelig hans Lød,
250 sært Flammer à?jets dunkle Glød,
og tøvende han stammer,
og da tilsidst hans Røst faar Klang,
den klinger vegt, som om han sang
helt fjernt i ensomt Kammer.

255Dæmrende Dag!
Rosenblommede Gry!
Jorden lys som Sølvmor,
og Solskred i Sky!

Engen hvid af Dug,
260skinnende hvert Straa,
Nattens blege Himmel
havfri, høj og blaa;

alle Farver vakt
Snogen under Tjørn
265synlig for den vaagne
himmelstegne à?rn ...

Ej saa fejer Fryd
ved jeg mer at naa
som