Hvor fyldes alt mit Sind med Sorg,
naar Dagens Sol gaar under!
om Aftnen falder paa fuldskøn,
min Sjæl mod Tungsind stunder,

fordi til Hobe Livsens Væld
saa sørgeligt udrunde!
- Jeg vilde, det var Dag paany,
og Sol stod over Lunde!