Herren taler: à?Â?er, hà?¸rer!
Hver som à?Â?ren har at hà?¸re med!
Ordet, Livets Ord han fà?¸rer,
Som han vil og kan til Tid og Sted,
Og hvor Ordet fà?¸res,
Og hvor Ordet hà?¸res,
Der er Aand og Liv og Fred!


Hà?¸rer, à?Â?er i det Fjerne!
I, som lytted i det hà?¸ie Nord,
I, som hellere end gierne
Hà?¸re Aandens, Livets, Fredens Ord!
I det skal fornemme,
Det hos mig har hjemme,
Fà?¸lger mine Sendebud.


Hele tusind Aar tilbage
Spaadoms-Ordet af en Seers Mund,
I vor fà?¸rste Biskops Dage,
Gienlà?¸d hos os i den grà?¸nne Lund;
Herrens Rà?¸st med Aanden
Hjertet, Liljevaanden,
Fik at hà?¸re seent, men sà?¸dt.


Baaret som paa Lynilds-Vinger,
Rà?¸sten, som et himmelsk Effata.
Kom i Fà?¸lge med Guds Finger,
Kaldte frem et stort Halleluja;
à?Â?ret, giennemboret,
Lukdes op for Ordet,
I hvis Rà?¸st er Aand og Liv!


Folke-Munden fik da Mà?¦le,
Folke-Tungen blev Guds-Aandens Tolk,
Og af Danmarks Barne-Sjà?¦le
Skabde Jesus sig et udvalgt Folk:
Christen-Menigheden,
Kià?¦r ad Hjerte-Freden,
Tro og huld i Liv og Dà?¸d.


à?Â?ren hellere end gierne
Laanes til Guds rige Naades Rà?¸st,
Og ved Blink af Vestens Stjerne
Skimtes Morgenrà?¸dens Guld i à?Â?st;
Derfor Aften-Sangen
Smelter hen i Klangen
Af Guldkammens Hanegal!


Hà?¸rer, alle Folkestammer,
Som fik à?Â?ren til at hà?¸re med!
Fra det stille Hjerte-Kammer
Bryder mà?¦gtig ud, til Tid og Sted,
Bryder ud i Sangen,
Skaber Vaar i Vangen,
Herrens Rà?¸st med Aand og Liv!