I laa paa Knæ og kyssed
Gulddugen om jert Alter,
mens Verden krøb derude
omkring i sine Pjalter,

thi Verden var den lille.
Men nu er Verden bleven
saa stor, at den kan skønne,
at Skjorten er forreven.

Nu gaar den, naar I synger
saa mildt om Oliebladet,
omkring paa Kirkegaarden
og tygger Drøv paa Hadet.