Over de skumrende Linde
staar Aftenhimlens Fred,
hver Længsel, min Sjæl har inde,
drager saa langt af Led.

Drag da, hvor hen I lokkes,
I aldrig nøjede Børn!
jeg ved jo, ved Gry I flokkes
i Vejens støvede Tjørn,

kommer som pjuskede Finker,
der fløj mod Sol og fik Regn,
og flyver, naar atter Jer vinker
den fjerne Himmelfreds Tegn!