Du elskede den stille Sang,
... min Arv fra dig er bleven
en Drømmers aldrig vegne Hang
til larmløs, ensom Leven.

Som du jeg graver tavs mig ned
i Glæden som i Sorgen
og elsker Solnedgangens Fred
fremfor den kaade Morgen.

Hvergang en Soldag gaar til Ro
og Aftenklokken ringer,
dens Nynnen til mit stille Bo
dig, Moder, atter bringer.

Tog Døden om din Moderhaand
midt i den lyse Sommer,
til mig din milde Moderaand
hver Sommeraften kommer.