Vil du Kirkens Spir forgylde,
Kom ihu, at den er kaldt
Herrens Legem, Ordets Fylde,
Som opfylder Alt i Alt,
Nævnet saa af Sandheds Mund,
Paa den soleklare Grund:
Høvdingen for hele Livet
Er til Hoved Kirken givet.
Derfor Kirken ei aflader
Her og hist at prise Dig,
Gud, Vorherres Jesu Fader,
Fader-Vor i Himmerig!
Dig, som, førend Aar blev talt,
I din Søn har os udvalgt
Til din Helgen-Slægt i Daaben,
Rene under Purpur-Kaaben!
Ja, det var din gamle Tanke,
End før Bjergene blev skabt,
I din Søn Du vilde sanke
Ogsaa hvad der gjaldt for tabt,
Sanke i dit Hoved-Ord
Alt i Himmel og paa Jord;
Ene vi det Forsæt skylde
Naadens Værk i Tidens Fylde!
Du, som haver Alt at raade,
Raadte paa vor Jammer Bod!
Du gienløste os i Naade,
Med din Søns det dyre Blod,
Lyste os med Dig i à?t,
Gav i ham os Børne-Ret:
Ret til Naadens Væld herneden,
Ret til Fader-Kiærligheden!
Du i Ham kun Dyden mødte,
Som er Kiærligheden værd,
Han for os paa Korset blødte,
Lagt i Baand af Mørkets Hær,
Kiøbde os med Livs Forliis!
Derfor skee ham evig Priis!
Priis af Dig og alt det Skabte,
Dobbelt Priis af os Fortabte!
Han, den fuldtro Ven i Nøden,
Giæsted os paa faldne Jord,
Hilste os som Morgen-Røden,
Da vi hørde Pagtens Ord:
Fader-Røsten fra vor Gud,
Salighedens Jule-Bud,
Hørde hvad kun Engle skued,
Troed hvad vort Hjerte hued!
Ja, med Fryd den store Gaade
Troed vi, som Ordet lød:
Synds-Forladelse af Naade,
Seier over Sorg og Død,
Lige Vilkaar med Guds Søn,
Arve-Ret til Himlen skiøn,
Død for Støv kun Vinter-Dvale,
Evigt Liv i Himmel-Sale!
Paa det Løfte trykde Seiglet
Gud, Du med din Fader-Haand,
Som vi saae i Gaade-Speilet,
Født paany af Vand og Aand,
Ja, din Aand vi fik i Pant
Paa dit Løfte vist og sandt,
At, din Søn til evig à?re,
Ogsaa vi skal Kronen bære!
Kildevæld til Herligheden!
Fader til vor Frelser-Mand!
Lad os voxe nu herneden
Ved din Aand i ret Forstand!
Med din Salve, med dit Lyn,
Skiærp du ret vort Hjertes Syn,
Saa sig for dets à?ine klare
Kiærlighed kan aabenbare!
Da først ret vi kan opdage
Herligheden i vort Haab,
Rigdoms-Dybet uden Mage,
I vor Arv, som i vor Daab,
Almagts-Kraften i dit Ord,
Lønlig men dog lige stor,
Hvormed i den sande Kirke
Aanden din mon Alting virke!
Ja, i Tidens Aften-Røde
Klares skal det Under-Værk,
At vor Drot stod op af Døde,
Bandt den sidste Fiende stærk,
Satte Sig paa Konge-Stol,
Hos Dig over Sky og Soel,
Med et Navn, som faaer ei Mage,
Selv i Evighedens Dage!
Saa vil Troen Du ophøie
Over Viisdom og Forstand,
Skiænke den det bedste à?ie,
Som var blind i Støvets Land,
Fulgde blindt din Fader-Røst,
Favned blindt din Himmel-Trøst,
Fatted, blind og lam herneden,
Haab om Guddoms-Herligheden!
Vil Du Kirkens Spir Forgylde
Nicolaj Frederik Severin Grundtvig
(1)
Poem topics: dog, sky, blind, Print This Poem , Rhyme Scheme
Submit Spanish Translation
Submit German Translation
Submit French Translation
Write your comment about Vil Du Kirkens Spir Forgylde poem by Nicolaj Frederik Severin Grundtvig
Best Poems of Nicolaj Frederik Severin Grundtvig