Det var i vore Dage,
Kong Frederiks Tid,
Da hørdes der en Klage,
Da førdes der en Strid.
Det glemmes aldrig i Himlen!


Det var i Nørrelide,
Ved Bælt og ved Sund,
Der klagede sin Kvide
Guds Menigheds Mund.
Det glemmes aldrig i Himlen!


Det var i Morgengryet,
Og Luften var klar,
Som naar man Nytaars-Nyet
I Hænderne har.
Det glemmes aldrig i Himlen!

4.
Da var det Alt tilskue,
Som Skikkelse vandt,
Imellem Himlens Bue
Og Afgrundens Kant.
Det glemmes aldrig i Himlen!


Med klare Skygger leged
For Alvor Van-Vid,
Og priste som sit Eget
Oplysningens Tid.
Det glemmes aldrig i Himlen!


Da lød fra Kirke-Grunden
En klagende Røst:
'Her ligger Lig paa Bunden
Vor Tro og vor Trøst!
Det glemmes aldrig i Himlen!


Vor Trøst, det var Vorherre,
Vor Tro var Guds Aand,
De ligger nu, desværre,
I Dødhedens Baand!
Det glemmes aldrig i Himlen!


De straalede, de raadte,
Med Ret og med Skiel,
Men Vanvid dem nedtraadte
Og pinde ihjel!'
Det glemmes aldrig i Himlen!


Den Røst med Nød sig hæved,
Halv Suk og halv Sang,
Paa Læberne den bæved
Med Lig-Psalmens Klang.
Det glemmes aldrig i Himlen!


Der lød et Svar fra Oven,
Fra Aandernes Land:
'Hvem træller under Loven
Og ligger i Band?
Det glemmes aldrig i Himlen!


Som Barnet født om Julen,
Den hellige Tro,
Den er saa fri som Fuglen
Med Vingerne to.
Det glemmes aldrig i Himlen!


Saa fri er og i Grunden
Den hellige Daab,
Med Helgen-Lig paa Bunden:
Vorherre, vort Haab!
Det glemmes aldrig i Himlen!


I hele Christenheden,
Fra Hav og til Hav,
Er Herrens Daab med Freden
Den hellige Grav.
Det glemmes aldrig i Himlen!


Her selv den Guds Eenbaarne
Begravede sig,
Fra alle Kirke-Taarne
Blev ringet for Lig.
Det glemmes aldrig i Himlen!


Han ligger død i Ordet,
Bekiendelsens Ord,
Begravet, men ei jordet,
Staaer op han i Nord!
Det glemmes aldrig i Himlen!


Guds Ord var dødt i Munden,
Men lever i Løn,
Er med Guds Aand i Grunden
Guds eenbaarne Søn.
Det glemmes aldrig i Himlen!


Livsalighed af Graven
Med Tro skal opstaae,
Om Tyrken nu og Paven
End trampe derpaa.
Det glemmes aldrig i Himlen!


Er Troen end paa Jorden,
Hun hvile sig her!
Da times skal i Norden
Opreisning fuldsær.
Det glemmes aldrig i Himlen!


Den gamle Tro af Døde
Staaer op i Guds Navn,
I Paaske-Morgenrøde,
Med Barnet i Favn.
Det glemmes aldrig i Himlen!


I Aandens Kraft gienføder
Den hellige Daab,
Hos Danske, som hos Jøder,
Guds Herligheds Haab!
Det glemmes aldrig i Himlen!


Og Haabet, med den Lille
I Bethlehems By,
Opvoxer i det Stille
Til Herren i Sky!
Det glemmes aldrig i Himlen!

22.
Saa iler da til Graven,
Den hellige Grav,
Trods Tyrken og trods Paven,
Trods hver en Krumstav!
Det glemmes aldrig i Himlen!

23.
Vorherres Grav i Daaben
Giør Dødningen glad,
I den for ham staaer aaben
Gienfødelsens Bad!
Det glemmes aldrig i Himlen!


Den Grav kan Ingen lukke,
For Dør sætte Pind,
Hver Sjæl, som dybt vil dukke,
Den kommer derind.
Det glemmes aldrig i Himlen!


Den gaaer i Graven gammel,
Den ung kommer ud,
Hos Barnet paa sin Skammel
Da sætter sig Gud!
Det glemmes aldrig i Himlen!


Og Pogen paa Kiephesten:
Guds Aands Runestav,
Gud-Fader kalder Næsten,
Som Spiret han gav!
Det glemmes aldrig i Himlen!


Og Faderen, Han kiendes
I Sønnen saa fiin,
Naar Vandet klart omvendes
Ved Bordet til Viin!
Det glemmes aldrig i Himlen!


I Sønnens Manddoms-Alder,
Paa Herligheds Stol,
Gud-Fader selv ham kalder
Sit Himmerigs Soel!'
Det glemmes aldrig i Himlen!


Saa lød det over Vangen,
Og Vanviddet loe
Ad Sukket og ad Sangen,
Guds Ord og Guds Tro.
Det glemmes aldrig i Himlen!


Og Verdens Klogskab sagde:
'Har Ordet en Grav,
I Bogen den nedlagde
Sin Pillegrims-Stav.
Det glemmes aldrig i Himlen!


Paa Bogen tager vare
Idag som igaar!
Da har det ingen Fare,
At Ordet opstaaer.
Det glemmes aldrig i Himlen!


Saamange spidse Penne
Er saamange Spyd,
For Aander godt at gienne,
Det er deres Dyd.
Det glemmes aldrig i Himlen!


Hvad føder over Vandet
Vel meer end en Nar
Et Mundsveir, intet andet:
En død Formular!'
Det glemmes aldrig i Himlen!


Saa lodes Graven aaben,
Den ændsedes ei,
Og Troen gik til Daaben
Ad Guds Mælkevei!
Det glemmes aldrig i Himlen!


Og Troen med Lovsangen
Gik ind og gik ud,
Indgangen og Udgangen
Velsignede Gud.
Det glemmes aldrig i Himlen!


Det var en Paaske-Morgen,
Saa aarle i Gry,
Da slukdes Hjertesorgen
Hos Troen paany.
Det glemmes aldrig i Himlen!


Da tændtes i Grav-Hulen
Titusinde Blus,
Og Paasken blev som Julen,
Thi Lyset var Guds!
Det glemmes aldrig i Himlen!


Det glemmes aldrig i Himlen!