At sige Verden ret Farvel,
I Livets Gry og Livets Kveld
Er lige tungt at nemme,
Det là?¦rdes aldrig her paa Jord,
Var, Jesus! ei du i dit Ord
Hos os, som du er hjemme!


Hvor tit hos dig end Trà?¸st jeg fandt,
Naar Hjertet skjalv og Graaden randt,
Og Verdens Bà?¸lger bruste,
Ved Stà?¸vet hà?¦nger dog min Sjà?¦l,
Og Slangen bider i min Hà?¦l,
Skià?¸ndt du dens Hoved knuste!


O Jesus, Herre, Broder sà?¸d!
Du kiender bedst den bittre Dà?¸d,
Du har den overvundet;
Vor Skabning grant og kiender du,
Veed godt, vi alle seer med Gru
Vort Timeglas udrundet!


O, kom du, som engang jeg veed,
Du i din Faders Herlighed
Skal klart dig aabenbare;
Var det i Gry, var det i Kveld,
Jeg skyndte mig, med kort Farvel,
I Sky til dig at fare!


Men kommer Dà?¸den fà?¸rend du,
Kom da ilà?¸n, og kom ihu,
Hvor mà?¸rkt der er i Graven!
Omstraal mig, saa jeg glemmer den!
Salv à?Â?iet paa din syge Ven,
Saa jeg kan see Guds-Haven!


Kom i den sidste Nattevagt,
I en af mine Kià?¦res Dragt,
Og sà?¦t dig ved min Side!
Og tal med mig, som Ven med Ven,
Om, hvor vi snart skal sees igien,
Og glemme al vor Kvide!


Kom, som du vil! jeg veed det vist,
Du selv har sagt, at her og hist
Du kiendes vil paa Rà?¸sten;
Den Rà?¸st, hvorved, trods Verdens Larm,
Os Hjertet brà?¦nde kan i Barm,
Og smelte hen i Trà?¸sten!


O lad mig, i min sidste Stund,
Det hà?¸re af din egen Mund,
Som Aand og Liv kan tale,
Hvor rart der er i Himmerig,
Og at du Stol har sat til mig
I dine lyse Sale!


Fà?¸r Dà?¸den, med sin Iistap-Haand,
Già?¸r Skiel imellem Stà?¸v og Aand,
Bortvifter Hjertets Varme,
Indslumre skal jeg da med Lyst,
Som Barnet ved sin Moders Bryst,
I dine Frelser-Arme!