Slaaer han sin Harpes gyldne Net, -
Skoven den holder sit Aandedræt,
Fuglene tie; men Bølgens Klang
Blander sig ømt med hans søde Sang.

Jomfruen lytter paa Blomsterbred,
Hjertet det banker uroligt derved;
Hemmeligt, sødt hendes Rosenkind
Kysses af Aftenens sukkende Vind.

Øinenes Stjerner i Taage staae,
Foden, fortryllet, ei mægter at gaae;
Brat dog hun presser sin Haand mod Bryst,
Heftigt, med Suk hun hæver sin Røst:

»Havmand! skjøn Havmand! Din Sang er sød,
Deiligt den tidt for mit Øre lød;
Havmand, skjøn Havmand! kom vel ihu:
Salig vorder dog aldrig Du!«

Aldrig - gjentoned fra Skov og Vang,
Flux forstummed den venlige Sang;
Stille han sank i sin Vugge vaad,
Dybet kun hørte hans bittre Graad.