O, Lindetræ! med ranke Krop,
Med kongelige Krone, -
Du skal os ved din grønne Top
Med Skovens Savn forsone.

Du har nu seet saa mangen Slægt
Omkring din Stamme vandre, -
Ei mægted Aldrens tunge Vægt
Din Ungdom at forandre.

Lær os at gjemme, hvis du kan,
Som du, et freidigt Hjerte, -
Da kan vi vandre vidt om Land,
Og lee ad Savn og Smerte.

Lad Verden kun gaae op og ned,
Lad Skjæbnens Strømme bruse, -
Her i dit Læ er lystig Fred
Og trofast Sind tilhuse.

Du breder grøn din Vinge ud
Hvert Foraar og hver Sommer, -
Vor Stamme først faaer nye Skud,
Naar Efterhøsten kommer.

Fidel er du, som alle vi,
Regentsen er vor Moder, -
Dit Sind er sundt, din Tanke fri,
Og hver Student din Broder.

Taus og forsigtig stod du smukt
Med grønne Fjer i Hatten, -
Naar tidt Studenter gik i Bugt
Hver til sin Gang om Natten.

Dit Øielaag du tidt opslog
I Morgenlampens Lue, -
Og gav Studenten ved sin Bog
En Hilsen i hans Stue.

Og hørde du et Pereat
For mangen cras Philister, -
Da har du Fyren ærligt sat
I sorte Bogs Register.

Men blev en ægte Musasøn
Et Jubelhurra givet, -
Da rysted du din Fane grøn,
Og Hjertet slog i Livet.

Og hørde du et liflligt Qvad
Til Skjønhed og til Druen, -
Da hæved du din Pande glad
Og stolt mod Stjernebuen.

Med Øiet høit mod Himlen blaae.
Med Foden dybt funderet, -
Saa høit og dybt, som Tanker gaae,
Vi veed, du har studeret.

Og derfor du, trods nogen Mand,
En Doctor os skal være, -
Og Vaaren, naar den gaaer i Land,
Hvert Aar dig skal creere.

Ei spørges Facultætet om:
Hvor høi du vel tør være? -
Du sender ikke Bud til Rom,
Hvad Farve du tør bære?

Thi Sort og Rødt og Violet
Er Farver, du foragter, -
Det frie Grønt er nok saa net,
Naar frit man det betragter.

Men skal din Stjerne dale brat
Engang i Tidens Bølge, -
Studenternes Hurra! Godnat!
Dig skal i Graven følge.