Tidt vælge vi med barnlig Lyst os gjerne
Blandt Nattehimlens Hær en Yndlingsstjerne.

Den bliver os saa kjær; i høie Bolig
Vi har i den en venlig, taus Fortrolig.

I Sorg og Fryd vi sende til den Blanke
Vort Hjertes Suk, vor hemmeligste Tanke.

Naar vi af Dagens Larm og Vrimmel trænges.
Vi efter Nattens trygge Stilhed længes.

Da hver en Smerte, hvert et elsket Minde
Vi til det fjerne, tause Vidne binde.

Naar Tvivlens Bølge vildt omkring os jager,
Til Fred og Trøst dens Lys os opad drager.

Og naar vi her engang forlade Hjemmet,
Er i det nye Hjem vi heelt ei fremmed.

De mange Tankevenner, did vi sendte,
End leve der, og os ved Veien vente.

Ved Stjernens Fakkel, mens vi opad stige,
De lede os mod det Uendelige.