Skulde der komme den Tid,
Da dine blonde Lokker blev graae;
Da dine Øines Blaae
Blev sløret, og - skjøndt lige blid -
Din Læbes Purpur svandt;
Da din svigtende Stemme kun
Som i en Drøm, i et usikkert Blund
Besværligt Vei til Ordet fandt;
Da din Haand, den kjærlige, bløde,
Med Sittren sig lagde i min,
Og din Fod med langsomme Trin
Hver Morgen bragte mig dig imøde:
Da skulde du vide, hvad nu knap du troer,
At jeg elsked i dig de evige Ynder,
Hiin evige Skjønhed, der huldt sig forkynder
I dette Alt, som kun stammer fra Jord;
At den Elskovs dybe Mystik,
Som jeg har læst i dit Blik,
I hver Lade, i din Gang,
I Haarets Farve og i Stemmens Klang,
Har en Kilde, der dybere laae,
End Alt det, som her skal forgaae,
End Alt det, vi maae vandre fra, -
Du skal see, hvor jeg elsker dig da!
Og den Tid - den kommer engang,
Naar det, som nu har Klang
I Høiden og Dybden, er forsvundet;
Naar nedad vor Pande vi bøie,
Mens Tanken alt boer i det Høie,
Hvorhen den fra Mørket sig svang;
Naar Meget er i Glemsel bundet -
Vore Savn, vor Sorg - og min Sang!