Lad Os Reise, Lad Os Vandre

Lad os reise, lad os vandre,
Lad os fjernt i Verden gaae!
Lad os, enige med hverandre,
Evigt Stedet kun forandre,
Hvor vort Hjertes Blomst tør staae.

Lad os enige og glade
Glemme Alt, hvad vi har lidt;
Alt det Mørke vi forlade,
I det Lyse kun vi bade
Vil vort Hjerte, frisk og frit.

Gjennem Lande, over Strømme,
Under Himlen mild og varm
Lokker os de søde, ømme,
Ubestemte Længselsdrømme -
Lad os vandre Arm i Arm!

Der er Død i denne Stilhed,
Denne døsig-sikkre Ro!
Liv der er i Fjeldets Vildhed,
I en sydlig Aftens Mildhed,
Hvor Cypres og Pigne groe.

Liv der er i disse Haller,
Hvor de store Mestres Værk
Vor Begeistrings Suk fremkalder,
Og en Sæd i Tanken falder,
Som gjør Aanden riig og stærk.

Liv der er i disse Sale
Under klare Lampers Krands,
Hvor de søde Nattergale
Stærke Lidenskaber male
Straalende med Toners Glands.

Hist til Friheds Sang vi lytte
I de frie Frankers Stad;
Og i Schweizerbondens Hytte
Mødes vi med Gemsens Skytte
Og paa Stien følges ad.

Borgens sjunkne Taarn vi gjæster,
Stige over Grav og Vold;
Præke os de smuldne Rester
Ei, som alvorsfulde Præster,
Om en svunden, kraftig Old?

Følge vi en kjæk Tyroler
Møisomt paa hans steile Fjeld?
Plukke, mens han lystigt jodler,
Alperoser og Violer,
Drikke af det klare Væld!

Paa Venedigs Gader glide
I Canalgondolen vi;
See med Veemod, hvor de hvide
Pragtpaladser langsomt skride
Tomt og dødt vort Blik forbi.

Høit fra Capitol du skue
Skal det store, stille Rom;
Tænde sødt din Andagts Lue
Under Buonarotis Bue
I St. Peters Helligdom.

I den milde Aftenrøde
Ved Neapels krumme Strand
See vi, under Rankens bløde
Gitter hist et Stævnemøde -
Unge, skjønne - hun og han.

See, hvor sprudler her ei Saften
Af det rige Druevæld!
Tusind Hjerter spore Kraften,
Lystigt i den klare Aften
Dandses der en Tarantell.

Lad os reise! lad os vandre!
Lad os fjernt i Verden gaae;
Lad os, enige med hverandre,
Evigt Stedet kun forandre,
Hvor vor Elskovsblomst tør staae.

Ud af Hjertet vil vi feie
Alt hvad der er Slet og Smaat;
Samle paa vor Vandrings Veie
Os et broget, kostbart Eie
Af hvad der er Stort og Godt.

Og for Verdens store Sjæle,
Disse Glimt fra Lysets Hjem,
Vil vi andagtsfulde knæle
Og i deres Kreds formæle
Tanken, som en Brud, med dem.

Hade vil vi alt det Træge,
Kolde, Visne, Lave, Raae;
Men, hvad dybt et Sind kan qvæge,
Luttre, styrke og bevæge,
Kaste vi vor Længsel paa.

Elske vil vi alt det Grønne,
Alt, hvad der er frit og lyst;
Og for alt det Ædle, Skjønne,
Som vi dele, vil vi lønne
Huldt hinanden, Bryst mod Bryst.

O, saa kom, min Elskerinde!
Kom og glem dit Hjertes Qval.
Vil du? - trofast skal du finde
Mig paa Fjeldets stolte Tinde,
Som i stille Skyggedal.

Trofast? - ak, du veed det, Hulde!
At mit Hjerte, varmt og ømt,
I sin Elskovs rige, fulde
Verden kjender ei til Kulde -
Ak, men Reisen - er kun drømt!