Paa Sorgens skumle Kyst min Tanke strander,
Udtørret staaer om Dagen Livets Kilde,
Om Natten martres jeg af Drømme vilde,
Og Taaren Kindens gustne Lilie vander;

Som en forvildet Fugl, min Aand sig blander
I Verdens Larm, omsonst den troer at stille
Sin Uros Vingeslag, men, ak! forsilde -
Den synker snart, og Værket stille stander.

O, Du, hvem Himlen mig til Smertens Svale,
Til Livets Fred engang har naadigt givet, -
Skal reent jeg savne dig, dit Blik, din Tale?

Som Solens Blink kan atter reise Sivet,
Som Duggen qvæger Blomsterne i Dale, -
Et Ord, et Blik af dig gjengav mig Livet.