Paa Sorgens Skumle Kyst Min Tanke Strander

Paa Sorgens skumle Kyst min Tanke strander,
Udtørret staaer om Dagen Livets Kilde,
Om Natten martres jeg af Drømme vilde,
Og Taaren Kindens gustne Lilie vander;

Som en forvildet Fugl, min Aand sig blander
I Verdens Larm, omsonst den troer at stille
Sin Uros Vingeslag, men, ak! forsilde -
Den synker snart, og Værket stille stander.

O, Du, hvem Himlen mig til Smertens Svale,
Til Livets Fred engang har naadigt givet, -
Skal reent jeg savne dig, dit Blik, din Tale?

Som Solens Blink kan atter reise Sivet,
Som Duggen qvæger Blomsterne i Dale, -
Et Ord, et Blik af dig gjengav mig Livet.