Hvis du, o Goethe! hendes Tanker
Kan fængsle, fylde hendes Sind;
Hvis du, naar hendes Hjerte banker,
Med Trøst kan trænge dig derind,
Og dræbe disse grumme Gjæster,
Der holde hendes Smerte vakt, -
Da priser jeg, min gamle Mester!
Med Tak dit Snilles ædle Magt.

Jeg veed ei selv, hvor jeg mig drister,
At tale her med dig saa frit;
Men det er ei min Sorg, jeg frister,
Hiint Jammersuk er ikke mit!
Det er en Andens, er en Bedres,
Som vandrer smertefuld paa Jord,
En Engels, du vil see at hædres
Engang i Himlen, hvor du boer.

Og faaer du hendes Qval kun dæmpet
Et flygtigt, ilende Secund,
Har du en Stund for hende kjæmpet,
Saa blev en Fryd dig jo forundt,
Som jeg med Livet kjøbe vilde:
At klare hendes Himmels Blaae,
At lade hendes Hjertes Kilde
I rolig, yndig Strømning gaae.

Men har du saa dit Embed røgtet
Som Sangergudens Erkepræst;
Er paa dit Bud til Døden flygtet
Fra hende hver en Mørkets Gjæst;
Maa du i Tanken gjerne blunde,
Hvis jeg fra Hjertet blot engang
Ret grundig dig fortrænge kunde,
Trods al din Storhed og din Sang.