Det er sildigt alt paa Aft'nen, Stormen stiger meer og meer,
Bà?¸lgen và?¦lter sig mod Kysten, hvor man Fiskerhytten seer.
O, der er saa luunt derinde, gamle Mutter sidder her,
Og ved Fyrrepindens Flamme bà?¸der hun paa Garnet der.
Hist i Krogen ligger Katten, den er ei i Ungdoms Vaar,
Sildehoveder den spiser af et gammelt Potteskaar.
Lav er Dà?¸ren, uden Lukke ryster den ved Stormens Kast,
Skjà?¸ndt den nok saa godt er bunden med en gammel Strikke fast.
Hà?¸r - nu rasler det derude, gamle Fatter kommer hjem;
-Gud skee Lov, han kom den Gamle! Sà?¸en er i Aften slem."
Men, hvor han er bleg og stille, Skyer paa hans Pande staae;
Han sin gamle Klà?¦dning kaster, tager Sà?¸ndags-Stadsen paa.
Haaret bà?¸rster han med Haanden; see, hans à?Â?ie ruller vildt;
Undrende hans gamle Qvinde trykker ham i Haanden mildt.
Hende kan han ikke dà?¸lge, hvad der driver ham afsted;
-Jeg maa bort! til Dannerhoffet; fà?¸r faaer jeg ei nogen Fred.
Havfruen igjen jeg hà?¸rte, det er nu den tredie Gang;
Hvis jeg dvà?¦ler là?¦nger, vil hun synge snart min Dà?¸dningsang.
Hvert af hendes Ord jeg husker, o det klang saa stort, saa smukt!
Snart skal Jubelklokken klinge over Belte, Sund og Bugt,
Og en Prinds skal fà?¸des Danmark, fuld af Snille, fuld af Mod;
Han skal nà?¦vnes fjerde Christian, af den oldenborgske Rod.
Under ham vil Danmark blomstre, og hans Và?¦rk vil ei forgaae!
Som en Konge, Helt og Fader skal han blandt de Danske staae!"
- Saa den gamle Fisker taler, griber Knortestaven fat,
Vandrer saa afsted fra Hytten, frygter ikke Storm og Nat;
Men han skotter sky til Stranden, - aldrig Veien var saa lang -
Havfruen i Dybet dukker; Stormen synger nu sin Sang. -

2
I Rà?¸g og Damp staaer Bugt og Sà?¸,
Paa Bà?¸lgen glider Havets Mà?¸;
Sin Helt hun seer paa Dà?¦kket staae;
Hà?¸it om hans Daad vil Harpen slaae:
-Kong Christian stod ved hà?¸ien Mast
I Rà?¸g og Damp.
Hans Và?¦rge hamrede saa fast,
At Gothens Hjelm og Hjerne brast;
Da sank hvert fjendtligt Speil og Mast
I Rà?¸g og Damp.
Fly, skreg de, fly, hvad flygte kan!
Hvo staaer mod Danmarks Christian,
I Kamp?!"
Fra Fader-à?Â?iet strà?¸mmer det rà?¸de Helteblod,
Men han har Seiren vundet og hà?¦vet Danmarks Mod.
See, Fjendens Skare flygter - og gjennem Sund og Belt
Den glade Havfrue synger om Seiren og sin Helt.

3
Aarhundreder forsvinde i Tidens dybe Grav.
See, Natten er saa stille, speilklar er Fjord og Hav;
Dampskibet glider hurtigt, langs Samsà?¸es grà?¸nne Kyst,
Maskineriet larmer, forresten Alt er tyst.
De Passagerer sove paa Dà?¦kket Natten và?¦k,
Enhver har godt indsvà?¸bt sig i Kappe og i Sà?¦k;
De snorke og de sove Enhver paa sin Maneer.
Styrmanden staaer ved Roret og hen mod Kysten seer,
Thi hist, hvor à?Â?en hà?¸iner sig i den salte Sà?¸,
Der sidder bleg og gammel, hiin Havets kjendte Mà?¸.
Det lange Haar er hvidnet, og ligner bleget Tang,
Og mat, som Bà?¸lgens Skvulpen er hendes sidste Sang.
-Trehundred' Aar er svundne, fra fà?¸rst jeg Lyset saae!
Min Barm ei là?¦nger svulmer, og Lokken er saa graae!
Snart paa min Gravhà?¸i voxer den lysegrà?¸nne Tang,
Mit Minde da forsvinder, som nu min Aften-Sang.
Til Skum jeg snart forvandles - - kun eet gjà?¸r mig saa vee:
Ak, aldrig skal jeg mere hans Helteaand da see!
Jeg sang jo ved hans Vugge, jeg sang i Kjà?¸gebugt,
Jeg grà?¦d i Issefjorden, da Danmarks Sol var slukt!"
- Den gamle Styrmand lytter - han hà?¸rer hvert et Ord.
De Passagerer vaagne. - Det kuler stà?¦rkt fra Nord.
- Havfruen er forsvunden, forstummet hendes Sang,
Men Skum der sees paa Bà?¸lgen og paa det brune Tang.