Lagt seent til Ro, Du alt ved Morgenrøden
Med Naalen sysler eller Strikkepinde
Og lader Traaden og den uldne Tvinde
I Haanden glide let og ufortrøden.

Din Iver røber sig ved Kindens gløden.
Vel er Du kjæk; men medens Timer svinde,
Af Tanker snoer sig dog i Hjertet inde
En Kjede tidt, hvis sidste Led er Døden.

Sørg ei for Den, der ædel og forvoven
For Æren sig i Farens Malstrøm sænkte;
Du veed, den er det bedste Træ i Skoven.

O, lad ei Sorgen komme meer til orde!
Husk paa, det første som de Kjække gjorde,
Var jo, at Sorgens Bro i Luft de sprængte.