text">
I Aftenens Glands mon gløde
Bjergenes Krop,
Og Fuldmaanen hist, den røde,
Hæver sig op;
I Dalen er Alt saa mørkt og tyst,
Sødt Kilderne qvæge Klippens Bryst; -
Orangen høit, den søde,
Sig vugger i Træets Top.

Forsigtigt mit Æsel træder
Kløftbroens Bræt,
Til Fodret han alt sig glæder,
Foden er træt;
Han støder sin Røst i Luften hen,
Det skingrer fra Bjerg og Dal igjen; -
Han ryster Trensens Kjæder,
Og spidser sit Øre net.

Selv langsomt jeg Foden fløtter,
Steil er min Gang;
Mod Fjeldvæggen Haanden støtter,
Stien er trang;
I Viinhaugen brænder rødt et Baal,
Der venter mig huldt min Længsels Maal; -
Jeg veed jo, hist hun lytter,
Og hører nok alt min Sang.

De sortbrune Øine tindre,
Stjernerne liig,
De sige mig: »Hjertets Indre
Brænder for Dig!«
Høit lyder Capellets Klokkeklang,
Da nynner hun fromt sin Aftensang; -
Madonna! huldt du lindre
Min Længsel evindelig!

O! Nina, min unge Qvinde!
Liflig og varm!
Snart skal jeg omkring dig vinde
Kraftigt min Arm;
Trygt kysser jeg Læbens Rosenblad,
Som skulde vi aldrig skilles ad; -
Og Morgnens Sol skal finde
Os slumrende Barm mod Barm.