Og var du bleg, som Nattens Stjerne,
Der paa det dunkle Firmament,
Hvor Dagens Fakkel er udbrændt
Sig hæver langsomt i det Fjerne;
Og var du bleg, som Sne, der kold
Sig over Eng og Marker lægger
Og hver en livlig Farve dækker
Tæt med sit Teppes hvide Fold:
Saa var du dog for mine Blikke
Den Yndigste, min Tanke veed!
Mit Øie kan i Evighed
Ei nogen sødere Sødhed drikke.

Jeg lever, uden Ro og Rast,
Kun i din Skjønhed, og jeg tænker
Paa intet andet end de Lænker,
Der guddomsstærkt mig holde fast.