Hvor Skoven meest var øde
I Skyggen dunkelgrøn,
Der sad jeg med min Elskte -
Med min Elskte i Løn.

Der stod ei blaae Violer
Og ingen Rose rød,
Der pranged ingen Lilie
Alt udi Skovens Skjød.

Dog saae mit Øie Lilien,
Og Rosen rød det saae,
Dog qvæged sig mit Hjerte
Sødt ved Violens Blaae.

Der sang vel ingen Sangfugl,
Men Alt var tyst og dødt;
Dog klang det for mit Øre
Saa usigeligt sødt.

- Og blev Alverden øde
Og misted Liv og Lyst,
Hun ved min Side skabte
Alverden i mit Bryst.