Paa volden hist saa kjæk og fast
Han blev, mens alle Andre
Paa Flugten maatte vandre
I Skræk og vild, fortvivlet Hast.

Han blev, mens hver en Skare foer
I Kuld og Nød og Jammer,
Omspændt af Farens Flammer,
Og fjæled sig i Øst og Nord;

Mens Hærens Høvding Forspring fik
Og sad i Mag saa rolig
Bag Skjermbrædt i sin Bolig
Og componerte slet Musik;

Han blev der, da den grumme Flod
Fra Syden strømmed over;
Han ændsed ei dens Vover,
Han agted ei sit Liv og Blod!

Nu gaaer han her med Kurv for Mund
Hos Fruen og sin Herre;
Thi, Dannemænd! desværre
Bekjendes maa det var en Hund.