Ei længer sidder Holger som en Drømmer
Ved Steenbord hist i Kronborgs Kasematter.
Op slaaer han Øiet, Haanden Skjæget glatter,
Guldhornet griber han og rask det tømmer:

'Hvad nu? Mig tykkes fjernt, hvor Eidren strømmer,
'At høre Bulder, Døn og Kampraab atter?
'Vil Tydsken beile frækt til Dig, min Datter!
'Og ei som det en ærlig Mand sig sømmer?

Saa maa jeg med! Drag frem min gode Ganger!
'Mod Himlen op jeg Dannebrog vil hæve,
'Hvor Dysten vildest staaer og Veien trang er.

'Mit hvasse Blik skal ham til Regnskab kræve;
'Thi hvis det Ublu han af os forlanger,
'Han føle bør igjen min haarde Næve!'