Sigbjørn Obstfelder

Jeg elsker Maanen.
Naar det er mod Aften, stiger den saa blank,
men naar Midnat kommer med sin bløde Graanen,
staar den som en Sølvbaad, der i Natten sank;

blegnende den lyser
som et sælsomt Skib, der byggedes af Glar,
bag hvis sprøde Skal en Drøm i Natten fryser
som en Blomst, en Have sent mod Vinter bar.

Men de blege Drømme,
som jeg saa bag Nattens vinterkolde Dis,
var mig tidt som Glimt af lyse Strømme,
der mod Morgen smelter Nattens Is.

Underlige Sværmer!
Sjæl i Himlens Dis som Nattens Maane!
skælvende mit Hjærte dit sig nærmer.
- Ven, hvis Morgen aldrig skulde blaane.