Hvad Er Det Vel, Der Kævles Om
Hvad er det vel, der kævles om?
Moral og Kunst og Kristendom!
Den hele Asgaardsrej i Sus,
saa Gud og Satan staar konfus.
Een finder Livet i et Kys
og spreder dem i festligt Drys,
een finder syndigt Blodets Krav
og kalder den, som elsker, lav;
een raaber vildt: fortær i Flæng,
hvem du kan bære til din Seng!
Een skriger hæst: vær til din Død
tro mod den Blomst, du én Gang brød!
Og begge skriger de i Kor:
hos mig alene Frelsen bor,
den Aand, der lindrer Verdens Nød
og vugger Lykken paa sit Skød!
Thi Lykken vil de begge to,
den store Fred, den dybe Ro;
men saa som ingen Lykken fandt,
de taler begge evig sandt.
Viggo Stuckenberg
The copyright of the poems published here are belong to their poets.
Internetpoem.com is a non-profit poetry portal. All information in here has been published only for educational and informational purposes.