Syndernes Forladelse

Syndernes Forladelse
Rosen udelukker,
Vee dig, du Benaadede,
Om paa Dyd du pukker!
Lægde Gud vel Bylden sin?
Var ei hele Skylden din,
Eller var det Dyd af dig,
Du ei vraged Himmerig?


Syndernes Forladelse
Knuden overhugger,
Til den føles, ynkelig
Barne-Hjertet sukker;
Tænker det sig Pinen kort,
Tænker det al Straffen bort,
Altid dog er Fader vred,
Altid fattes dog Guds Fred!


Syndernes Forladelse
Hjerte-Sorgen slukker,
Thi ved den sig uformærkt
Paradis oplukker:
Den udfrier af Dødens Vold,
Thi vor Død var Syndens Sold!
Den i Gud giør Sjælen glad,
Thi kun Synd dem skildte ad!