Du store, stille Skov,
det milde Graavejr og de dybe, tavse Veje,
Birke, som i lydløs Aanden sagte svaje,
Fløjt og Kurren, Lyd, som Hjærtet maner,
Elskovsrov,
Fuglekalden under dunkle Graner!
Du store, stille Skov!
milevidt din Fred omkring min Sjæl sig breder,
den milde Livsens Fred fra skjulte Fuglereder,
Skov, hvor hvide Anemoner ringer
Livets Lov,
ak, saa hvid en Fred min Sjæl du bringer.