Bækken sprang
Dagen lang
hen over Stenene,
spruttede,
krode sig,
smuttede,
snode sig
bort under Grenene.
Og kom der et Sted,
hvor det stoppede lidt,
saa nejed den smukt kun
og hoppede lidt,
hviskede, smilede,
smisked og kilede
fort.
Bækken kom aldrig til kort.