Stamfædrene

Ei uddøer den Godes à?t,
Maa end tit den bløde,
Atter leved op i Seth
Hvad med Abel døde!


Ukrud yngler meest paa Jord,
Modnes først og falder:
Kains Slægt blev stærk og stor,
Stakket blev dens Alder!


Kain bygde sig en Stad,
Stort det skulde være,
Gjorde sig med Stene glad,
Mured paa sin à?re!


Verdens Børn kan Verden bedst
Føre sig til Nytte;
Seth, paa Jord en fremmed Giæst,
Nøi'des med en Hytte!


Lamech var en Kains Søn,
Tog sig Koner tvende,
Gav vel Fader Morder-Løn,
Sang derom behænde!


Dræbte Ord han dødningbleg
Læmped efter Klangen,
Sønnen læmped Strengeleg
Efter Dødningsangen.


Spillemanden Jubal hed,
Tubal med sin Hammer
Blev den første Vaabensmed,
Tændte Krigens Flammer!

Broder-Par, i Herrefærd,
Nemt at ihukomme!
Om Jer sjunge Spyd og Sværd,
Kvæde Luur og Tromme!


Ikke saa om Sæd af Seth,
Folk i Fuglesale,
Om den stille Hyrdeæt
Sjunge Nattergale!


Stolte Ting ei den opfandt,
Stævned efter Evne,
Ydmyghed dog à?ren vandt
Kvindens Sæd at nævne!


Fremmed for al Høiheds-Leg,
Den Guds Børnestamme,
I sit mindste Skud dog steg
Did hvor Stjerner bramme!


Yngst i à?tten Enoch blev,
Smagde dog ei Døden,
Livets Lyst ham sødt henrev,
Mindst fik han af Møden!


Himmelkiær han gik paa Jord,
God for Herrens à?ie,
Drog saa op i Fugle-Spor,
Til Ham i det Høie.


Brustne à?ine læges brat
I de grønne Sale,
Derom sødt om Sommernat
Sjunge Nattergale!