Vinterlandskab

Sneen dækker Mark og Mose,
Skoven staaer saa mørk og bruun,
Blank i Vest gaaer Dagens Rose
Bort af Vintrens blaae Paulun.

Taushed boer paa Eng og Høie,
Stjernen tindrer klart i Luft,
Hver en Busk har lukt sit Øie,
Hver en Stilk har gjemt sin Duft.

Alle Blomsterbørn derude
Sove nu saa sødt og tæt,
Ei den hvide Vuggepude
Trykker deres Aandedræt.

Poppelpilens Hoved hælder
Tankefuldt, med Snee belagt;
Ak, den drømmer vist, - hvad gjælder?
Om sin rige Sommerdragt!

Det er mørkt i Skovens Sale,
Og mens Natten er saa stil,
Lyder Jægerhornets Tale,
Ak! hvem mon det taler til?

Jægren staaer ved Degnens Bolig;
Mon han er paa rette Spor?
Mon nu hver en Barm er rolig,
Som bag disse Vægge boer?

Møllehjulets Larm forstummer,
Kulden binder Slusens Fald;
Hanen galer, Koen brummer
I den lune Vinterstald.

Flittigt i den lille Stue
Træder Pigen Rokkens Hjul;
Rødligt brænder Lampens Lue,
Kakkelovnen buldrer huul.

Karlen staaer ved hendes Side:
»Reis dig, Lise, fra din Stol;
Thi paa Kroen, maa du vide,
Har vi Fløiter og Fiol.«

Ned fra Herregaards-Alleen
Farer frem et Kanetog,
Ud det slynger sig paa Sneen
Som en broget Ranglesnog.

Først Grevinden med Gemalen,
Saa en Frøkenskare skjøn,
Gouvernanten sidst i Halen
Kjører der med Provstens Søn.

Her bag Skoven hos Baronen
Er der Lystighed og Bal,
Blanke Lys i Lysekronen
Tindre fra den høie Hal.

Dreiende de brede Ører
Hjorten staaer ved Skovens Bræm,
Undrende hvad Klang den hører
Vakt udi dens stille Hjem.

Men af Fiskedammen kræver
Nu sin Mad den hvide Maag;
Dog fra Fadet ei den hæver
Isens faste, tunge Laag.

Ynglingen paa blanke Skøiter
Svæver frem i krumme Sving,
Vinden om hans Ører fløiter,
Men han ændser ingen Ting.

Hisset i det lyse Kammer
Venter ham et lystigt Lag,
Latter, Sang og Vinens Flammer
Og Tobak og Favnetag.

Mens han Maalet kjæk forfølger
Kraftigt skiftende sin Fod,
Svømmer gjennem Luftens Bølger
Sangen lifligt ham imod.

»Vivat Bacchus! stolte Herre!
Naadigt gjæst vor lille Flok;
Til at prise dig, desværre
Findes aldrig Tunger nok!«

Men jeg stod paa Kjæmpehøien,
Stirred over Egnen hen,
Hvad jeg skued med mit Øie,
Tegned jeg med Blæk og Pen.