O, Hvergang Min Tanke Til Dig Gaaer

O, hvergang min Tanke til dig gaaer,
Gjør du evigt mit Hjerte glad! -
Du lagde en Lok af dit blonde Haar
Paa det friskeste Rosenblad;

Og tæt - saa tæt ved mit Hjertes Ild,
Der flammer med Guddomsmagt,
Snart mild og stille, snart stærk og vild, -
Der blev da din Haarlok lagt.

Dog Bladet visned og blev til Smuld,
Men Lokken er blank og blød;
Den kunde ret, som det fineste Guld,
Udholde den stærkeste Glød.

Jeg elsker den Lok af dit blonde Haar,
Vi følges saa trofast ad;
Og hvor vi saa vandre, og hvor vi staaer,
Gjør du evig mit Hjerte glad.

Christian Winther The copyright of the poems published here are belong to their poets. Internetpoem.com is a non-profit poetry portal. All information in here has been published only for educational and informational purposes.