Med En Pen

Du trænger ei til Stav og Støtte,
Og derfor faaer Du ingen Stok;
Du har jo stærke Lemmer nok
Til Dig i Verden frem at flytte.

Du trænger ei til Lys og Lygte
At klare Veien for Din Fod;
Du har din Ungdoms rene Mod,
Hvad kan Du da i Natten frygte?

Du trænger ei til Glar og Kikkert;
Alt godt og Net, alt Krumt og Ret
Dit Øie dømmer skarpt og let, -
Dit Syn er klart, dit Blik er sikkert.

Hvad et Kompas - det gad jeg vide, -
Dig skulde gavne paa din Vei;
Det Bedste - Hvis jeg feiler ei -
Har Du i Brystets venstre Side.

Jeg derfor kuns en Pen Dig skjænker;
Det er dog altid som et Baand,
At have Pennen strax ved Haand,
Naar man paa sine Venner tænker.