Da Ubevidst Jeg Sang Og Sad Alene

Da ubevidst jeg sang og sad alene
Med mine søde Drømme, vilde Tanker,
Som Druen hænger mellem bløde Ranker,
Og Fuglen gynger paa de svaie Grene;

Da rørtes mange Hjerters haarde Stene,
Jeg var dem som en Kro, hvor Viin der vanker,
En Liremand, der Smaabørn om sig sanker,
De jubled, sang og sprang som unge Rene,

Men da jeg siden selv fik Tro paa Tingen,
Da jeg fik Snuen af, hvad der beruste
Den ædle Flok til Syngen og til Springen;

Da hjalp det ei, hvad Deiligt jeg opsnuste,
Da hjalp det ei, hvor høit end Strængen bruste,
Nu synge Faa kun med, nu dandser Ingen.