Gammel nok jeg nu er blevet
Mellem Vugge min og Grav,
Nu jeg staaer paa Falderebet
Ved det store, vilde Hav,
Hvor Magneten er Guds-Ordet
Og Guds Aand staaer selv ved Roret.
Stormene er frygtelige
Stille staaer her Mandevid,
Nærmest er de Dødes Rige
Nemt det er at stævne did,
Men, o vee for Uglesangen
Bundløs der er Undergangen.
Vel paa jordisk Viis at regne
Langt af Led er Paradis
Er os nært dog allevegne
Hvor hos Ordet er Guds Priis,
Saa for Sjæle-Færge-Stavnen
Brat sig aabner Himmel-Havnen!
Ja, hvor Aanden staaer for Styret,
Og Guds-Ordet er Kompas,
Giælder, som i Eventyret,
Evighedens Time-Glas;
Der sig brat, som sagt, saa gjort,
Aabner Evighedens Port.
Derfor Jesus-Christus-Navnet
Prises skal evindelig,
Af hans Kiærlighed omfavnet,
Hiertet er i Himmerig,
Naar med denne Verden brydes,
Til Guds-Bordet vi indbydes.