Hyrden græsser sine Faar,
Gjærdet er hans Throne,
Solen Purpur om ham slaaer,
Maanen er hans Krone.
Hvad mon vel han tænker paa?
længe taus han stod og saae
frem i Aftenstunden.
Hjertet veed, Kjærlighed
er det fagreste Træ i Lunden.
Kongens Datter, stolt og fiin,
staaer i Kongeborgen;
Silke, Guld og Hermelin
skjule ikke Sorgen.
Tanken, som en Fugl saa let,
flyver, bliver aldrig træt,
synger: -Jeg har funden!"
Hjertet veed, Kjærlighed
er det fagreste Træ i Lunden.
Vind og Blomst, svar, hver især,
kommer hun dog ikke?
Vinden hvisker: -Hun er nær!"
Blomsterne de nikke.
Skjult en Sti fra Slottet gaaer,
Fuglen høit bag Krattet slaaer:
-Han har hende funden!"
Hjertet veed, Kjærlighed
er det fagreste Træ i Lunden.