Naar Natten kaster sine SkyggerUd over tause Sø og Kyst,Da kommer Sorgen hid og byggerSit Natteleie i mit Bryst. Som Vedbend tæt til Stammen klynges,Saa den gaaer ud og er forød,Saa Sorgen ved mit Blod foryngesOg lever frodigt af min Død.