Læg Vedbendranken om min Hat
Med dine kjære, kjære Hænder!
Den kjøler, liig en Sommernat,
Naar bankende min Tinding brænder.
Af Laurbær har jeg ingen tjent;
De er og her tillands saa rare.
Tidt var det maadeligt bevendt
Med dem, som stoltelig dem bare.
Et Egeløv er sagtens smukt;
Men nuomtide sees Hveranden,
Som sine smaa Bedrifters Flugt,
At faa en Agernkrands om Panden.
Vi alle Tornekronen faae
I Livet med fra Morgenrøden;
Dog Roserne, som er derpaa,
Gjør, at den bæres let til Døden.
Men Vedbend er mit Hjerte kjær,
Dens mørke, stille Blad ei pranger;
Den hyggelig og trofast er, -
Den passer netop for din Sanger!
Den svale Vedbend paa min Hat,
Omlagt af dine kjære Hænder,
Skal kjøle, liig en Sommernat,
Naar bankende min Tinding brænder.