Jeg seer dig hisset tydeligt
At gaae langs mørke Graners Muur;
Det klæder dig saa nydeligt
At færdes i den frie Natur.
Paa Møen, ved Deiligheden,
I røde Huus, ved gamle Rom;
Hvorhen saa Leiligheden
Din Fod paa Vandring førte om;
I Skov, i Dal, paa Høie
Du i din Kjole, hvid som Snee,
Var altid for mit Øie
Saa ubeskrivelig sød at see! -
Jeg seer dig eensom vanke
Og plukke hist og her et Blad;
Jeg tænker mig din Tanke,
Og haaber, den er frisk og glad;
Jeg tænker mig dit Hjerte,
Jeg veed, at det er ømt og stort,
Og haaber, at for Smerte
Det nu er lettet og frigjort;
Saa du kan rigtig nyde
Med Freidighed, i fulde Drag
Det Bæger, som dig byde
Nordfjeldes Alper Nat og Dag.
Men du maa ikke tømme
Det, saa du dræber al din Tørst;
Husk paa, ved Sundets Strømme
Du lærte dog at drikke først:
Din allerførste Amme
Var Luften, som dig tog i Favn,
Som her med Længselsflamme
Vil møde dig paa Skibets Stavn,
Og synge for dit Øre,
Hvad jeg fik lært den mangen Gang,
Og Hjertets Strænge røre
Liig Nattergalens Foraarssang!