Jeg hader dem, de lange Dage,
Med deres tusind Speiderblik;
See, Solens Heste træge drage,
Som det til Liigparade gik;
See, Alting vaager, Alt sig rører
I en forvirret Assemblee,
Mens alle spændte Øren hører
Og alle skarpe Øine see.
Jeg elsker dem, de lange Nætter
I deres sorte Himmeltelt,
Hvor Mulmet sig paa Thronen sætter
Med Stjerner i sit Vaabenfelt;
Som hver forundret Øre lukke,
Hvert Øie hylle tæt i Slør,
Som rede Trygheds bløde Vugge
Og laase Sikkerhedens Dør.
O, Sangens Gud, du, Solens Herre!
Driv rask med Svøben paa dit Spand,
Og skynd dig med din gyldne Kærre
Langt bort fra dette lille Land!
Din Søn skal ei din Naade glemme,
Men prise yndeligt dit Navn,
Og nævne dig med henrykt Stemme,
Tryg i en sød og sikker Havn.